

Tysklands økonomi er i en opsvingsfase efter flere års afmatning. Den samlede vækst i 2006 blev 2,8% mod 0,9% i 2005. Økonomiminister Glos har opjusteret prognosen for 2007 fra 1,7% til 2,3%. For 2008 forventes en vækst på 2,4%. Arbejdsløsheden er det største problem i tysk økonomi, men i april 2007 kom Tyskland for første gang siden 2002 under 4 millioner, og er i juli nået ned på 3,7 millioner. Der er fortsat store niveauforskelle mellem øst (ca. 14,7%) og vest (ca. 7,3%). Man forventer et fortsat fald i arbejdsløsheden som følge af reformer og den økonomiske vækst.
Nedbringelsen af underskuddet på de offentlige budgetter er én af Tysklands største udfordringer i bestræbelserne på at overholde Stabilitets- og Vækstpagten. Efter 2004 (3,7%) og 2005 (3,3%), ligger underskuddet for 2006 på 1,7 %, hvormed Tyskland for første gang i mange år ligger pænt under Vækst- og Stabilitetspagtens treprocentskrav. Det anses for sandsynligt, at budgetunderskuddet for 2007 kan bringes ned på ca. 1%, og at balance kan opnås i 2008.
Med en andel på ca. 17% af Danmarks samlede vareeksport (DKK 91,6 mia. i 2006) og en væsentlig andel af den samlede eksport af serviceydelser er det tyske marked det største danske eksportmarked. Vareeksporten er bredt fordelt på alle varegrupper.
Kilde: Udenrigsministeriet Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice. 
|